Nye retningslinjer for Coronatest i forbindelse med KBL-kampe

KBL har med øjeblikkelig virkning ændret retningslinjerne for Coronatest i forbindelse med kampe. Det er ikke længere et krav for spillere, trænere, dommere, frivillige ect. at der skal fremvises bevis for negativ test for at deltage i kampe. 

Indtil de nye retningslinjer som blev offentliggjort, i aftes træder i kraft, gælder at der stadigvæk skal fremvises gyldigt Coronapas. Dette gælder også for tilskuer.

Ved sygdom skal myndighedernes regler fortsat følges.

Ugens kampe i KBL

2 kampe er der på programmet i denne uge i KBL og 1 enkelt pokalsemifinale, som betyder at Aabyhøj får travlt med 2 kampe på 2 dage.

Men inden Kvindebasketligaens “ekspert” Jan Gjettermann kommer med sit bud på kampene vender vi lige status på pokalturneringen.

BMS Herlev kvalificerede sig tirsdag aften til pokalsemifinalen efter en sejr i den udsatte kamp mod Høbas fra 1. division. Sejren blev på 83-68 og ny venter SISU i næste runde. I skrivende stund er denne kamp ikke fastlagt. I den anden semifinale mødes Aabyhøj IF og AKS Falcon på lørdag den 29. januar kl. 14:30 i Aabyhallen. Vinderne af de 2 semifinaler mødes søndag den 6. marts kl. 15:00 i Gentoftehallen, hvor dagen udover pokalfinale også byder på pige camp i samarbejde med BørneBasketFonden, 3×3 turnering og en masse underholdning. Altså en hel dag fyldt med pigebasket som forhåbentligt tiltrækker rigtig mange deltagere og tilskuer.

Sidste uge i KBL bød på 2 sejre til AKS Falcon over henholdsvis BMS Herlev og SISU, men kampen mellem Aabyhøj IF og BK Amager blev udsat på grund af Covid-19. De 2 sejre til AKS betyder at holdet efter 10 kampe fortsat er ubesejret og crusier sikkert med 1. pladsen i grundspillet. 

BK Amager – SISU onsdag den 26. januar kl. 19:30 i Amagerhallen

For 10 dage siden vandt SISU med 79-77 over BK Amager men her var der tale om en pokalkamp. Hjemmeholdet må derfor tørste efter revanche og kan med en sejr sætte sig solidt på 2. pladsen i grundspillet. SISU har også brug for de 2 point for at sætte yderligere pres på BMS Herlev og Aabyhøj IF i kampen om at komme med i slutspillet.

Jeg tror at BK Amager kommer sultne ud til denne her kamp og vil bevise at nederlaget i pokalturneringen ikke var med deres gode vilje og vinder den 3. kamp ud af 3. mulige i KBL i denne her sæson. Men det bliver tæt så sejren bliver på under 12 point. 

Aabyhøj IF – BMS Herlev Fredag den 28. januar kl. 19:00 i Aabyhallen

En meget vigtig kamp for begge hold i bestræbelserne på at komme med i slutspillet. En sejr til BMS Herlev vil give dem et hul på 4 point ned til hjemmeholdet i stillingen mens en sejr til Aabyhøj IF vil betyde at begge hold vil have 4 point. Så der står rigtigt meget på spil for begge hold. Og hvad betyder det at BMS Herlev onsdag aften var i aktion i pokalturneringen og at hjemmeholdet allerede lørdag eftermiddag skal i aktion mod AKS Falcon i pokalsemifinalen.

Vil Aabyhøj IF satse  hele butikken og gå efter sejren mod BMS Herlev og så kan man leve med et nederlag i pokalkampen om lørdagen eller er fokus helt rettet mod pokalkampen lørdag og man kan leve med et nederlag i KBL-kampen fredag aften og hvordan ser spillertruppen ud hos de grønne efter at Covid-19 har haft sit indtog?

Masser af ubesvarede spørgsmål gør det rigtigt svært at spå om kampen – så jeg vælger at lade spørgsmålet om hvem der vinder kampen være ubesvaret.

Ugens kampe i KBL

Efter en weekend der stod på kvartfinaler i landspokalturneringens tegn genoptages KBL med 3 kampe i denne uge.

Men inden Kvindebasketligaens “ekspert” Jan Gjettermann kommer med sit bud på kampen vender vi lige tilbage til pokalkampen.

Fredag aften var der dømt de grønne mod de grønne da Aabyhøj 2 mødte Aabyhøj 1.  Ikke mange havde levnet 2. holdet nogle chance og det blev også til en komfortabelt sejr til 1. holdet på 83-44. Aabyhøj 1 skal nu spille mod AKS Falcon i den en af de 2 semifinaler.

Langt mere tæt var det i kampen mellem SISU og BK Amager. Efter en tæt kamp vandt hjemmeholdet med 79-77 uden at BK Amager var helt tæt på. En 3-point scoring i de døende sekunder fra Emelie Fogelstrøm var ikke nok til at vende kampen. SISU møder nu vinderen af opgøret mellem Høbas og BMS Herlev i sin semifinale. 

Kampen mellem Høbas og BMS Herlev skulle efter planen være afviklet lørdag eftermiddag men Høbas var ramt af corona og derfor blev kampen udsat. Kampen spilles nu i stedet for tirsdag den 25. januar 2022 kl. 20:30 i Rådhushallen.

Med 3 kampe i KBL i løbet af denne uge betyder det at AKS Falcon skal i ilden 2 gange. Og med tilskuerne tilbage i hallen er der rigtig meget at glæde sig til.

BMS – AKS Falcon onsdag den 19. januar kl. 19:00 i Herlevhallen

Det er 10 dage siden at begge har har været i aktion så måske er der lidt rust der skal bankes af i indledningen på kampen. Gæsterne fra AKS cruiser sikkert mod 1. pladsen i grundserien mens BMS Herlev kæmper med SISU om 3. pladsen, men holdet er kun 2 point foran Aabyhøj IF som pt ligger på 5. pladsen.

Jeg tror at at AKS Falcon er for stærke for det unge BMS Herlev hold og det ligner en sikkert sejr selvom AKS kun vandt med 13 point i klubbernes først opgør i sæsonen. 

Aabyhøj IF – BK Amager lørdag kl. 14:00 i Aabyhallen

Det var nok en overraskelse for mange at gæsterne fra BK Amager røg ud af pokalturneringen efter nederlaget til SISU. Vil nederlaget kunne vendes til noget positivt eller vil nederlaget stadigvæk sidde i spillerne efter den lange bustur til Aarhus.

BK Amager sidder dog solidt på 2. pladsen i grundspillet så et nederlag er ikke jordens undergang. En sejr til hjemmeholdet vil dog give 2 vigtige point i kampen om den livsvigtige 4. plads i grundserien.

Jeg tror det bliver en tæt kamp der først bliver afgjort i 4. periode og her vil gæsternes større rutine blive afgørende – så det ender med en kneben sejr til BK Amager med 5-7 point.

SISU – AKS Falcon søndag kl. 16:00 i Gentoftehallen

Den 3. og sidste kampe i denne uge en en lækkerbisken og vel nok også den kamp som vil trække flest tilskuer, efter at der er åbnet op igen for tilskuer til kampen.

AKS kommer men en kamp fra onsdag mod BMS Herlev i benene men SISU må sprudle af spilleglæde efter sejren over BK Amager i pokalturneringen. Kampen bliver også et interessant opgør mellem 2 af de helt store profiler i KBL i denne her sæson, nemlig hjemmeholdets Asta Blauenfeldt og gæsternes Emilie Hesseldal. 

Scoringsmæssigt er de 2 hold meget lige. SISU snitter 72,7 point pr. kamp mens AKS snitter 71,7 point. Så det kunne ligne et tæt kamp og det tror jeg også at det bliver, Men AKS vinder en tæt kamp med masser af point.

Julepausen er slut

Efter en lang julepause er Kvindebasketligaen endelig i gang igen. 2 kampe spilles på lørdag og umiddelbart ligner det 2 favoritsejre. Ellers er fokus på nogle af holdene i KBL nok mere på kvartfinalerne i landspokalturneringen som står for døren i perioden 14-16. januar 2022.

Hvis man kigger på stillingen i KBL så har AKS Falcon sat kurs mod 1. pladsen i grundserien efter at holdet i den sidste kamp inden julepausen slog BK Amager på udebane med 62-61 på en scoring af Gritt Ryder. Også BK Amager har også sat sin kurs med 2. pladsen mens kampen om de sidste 2 slutspilspladser ser noget mere åbent ud.

Kvindebasketligaens “ekspert” Jan Gjettermann kommer her med sit bud på de 2 kampe.

AKS Falcon – Aabyhøj IF lørdag den 8. januar kl. 14:00 i Bülowsvejhallen

Hjemmeholdet må være tårnhøj favorit i denne kamp og jeg er sikker på at spiller holdet bare nogenlunde op til vanlig standard, så bliver forventningerne også indfriet. Holdene har mødt hinanden 2 gange tidligere i sæson hvor AKS har vundet med henholdsvis 18 og 10 point.

Hvis Aabyhøj IF skal rejse tilbage fra Hovedstaden med 2 point så er der mange ting der skal gå op i en højere enhed. Blandt andet skal man have bremset Emilie Hesseldal der snitter 19,3 rebounds pr. kamp og dels skal de grønnes egen profil Caroline Wich havde en rigtig god kamp scoringsmæssigt og skal nok score mere end hvad hun plejer, selvom gennemsnittet på 21,4 point pr. kamp er nok til at være nr. 2 på topscorerlisten i KBL.

AKS Falcon vinder, det er der ingen tvivl om at hjemmeholdet vinder, men jeg tror ikke at gaspedalen er i bund i 20 minutter så sejren bliver på 15-20 point.

BMS Herlev – BK Amager lørdag den 8. januar kl. 15:00 i Herlevhallen

Hvis BMS Herlev skal holde trit med gæsterne i kampen om 2. pladsen i grundspillet så kræver det en sejr. Hjemmeholdet kan på en god dag slå alle men kan så også på en dårlig dag tabe til de øvrige hold i KBL. I julepausen er holdet også blevet ramt på skadesfronten da Kia Fisker er meldt ud for resten af sæsonen. Det vil blive et savn for holdet da Kia med sine 24 minutter og 7,3 point pr. kamp er en vigtig spiller i rotationen.

For BK Amager gælder det at holdet skal tilbage på sporet efter 1 points nederlaget til AKS Falcon kort før jul. Og det forlyder fra Amagerhallen og omegn at holdet er kommet gennem juletræningerne uden problemer selvom Covid-19 har gjort sit indtog i klubben, specielt på deres herrehold.

Jeg tror på en tæt kamp med masser af point hvor det bliver afgørende hvem af de 2 hold der tillader sin modstander at tage færrest angrebsrebound. Resultatet bliver derfor at en af holdene vinder med omkring 5 point.

Efter lørdagens 2 kampe er der igen en kort pause i KBL. Dette skyldes at der skal spilles kvartfinaler i landspokalturneringen. De 5 hold fra KBL deltager sammen med de 2 vindere af divisionspokalen Høbas og Aabyhøj If 2, som til dagligt spiller i 1. division.

AkS Falcon er oversidder og kvartfinalerne spilles således:

14. januar 2022 kl. 19:30 Aabyhøj IF 2 – Aabyhøj IF
15. januar 2022 kl. 16:30 Høbas – BMS Herlev
16. januar 2022 kl. 18:30 SISU – BK Amager

Nye retningslinjer for Coronapas i forbindelse med KBL-kampe

KBL har udarbejdet nye retningslinjer for Coronapas i forbindelse med kampene i KBL gældende fra 4. januar 2022.

Spillere, trænere og dommere samt staff og frivillige. 

  • I forbindelse med Kvindebasketliga-kampe skal alle spillere, trænere, staff samt dommere og frivillige fremvise en negativ coronatest for at deltage.  
  • Testen skal enten være en PCR -test max 72 timer gammel eller quicktest max 48 timer gammel. Testen skal tages selvom spillerne, trænere og dommere er vaccineret. 
  • Hvis man har været smittet med Covid-19 og opfylder reglerne for ikke længere at være i isolation (se næste afsnit) men ikke kan fremvise negativ test, kan man stadig deltage i kamp. Disse spillere skal så fremvise dokumentation for at de har været smittet.
  • Såfremt en spiller har været testet positiv, gælder myndighedernes regler for hvornår man kan komme ud af sin selvisolation og deltage i træning eller kamp.  
  • Negativ corona test fremvises til kampens corona-ansvarlige person fra hver klub, senest 1 time før kampstart. Således skal hjemmeholdets spillere fremvise testen til udeholdets corona-ansvarlige og omvendt. Hver klub udpeger 2 corona-ansvarlige personer til at udføre denne kontrol. Dommernes tests fremvises også til hjemmeholdets corona-ansvarlige.  
  • Mundbind og visir: Spillere, trænere, ass. coach og dommere skal bære mundbind eller visir når de ankommer til hallen. Staff og frivillige under hele kampen, men ikke trænere. 
  • Der skal være håndsprit tilgængeligt til spillere, dommere og frivillige ved dommerbordet. 
  • I tilfælde af en spiller, træner, manager, staff har symptomer, skal vedkommende øjeblikkeligt isolere sig og ophøre med at træne og spille eller være med holdet og lade sig teste. 

Personen skal testes i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

  • Hvis man er ”nær kontakt”, eller har symptomer, SKAL der benyttes PCR-test, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer
    • Nær kontakt er personer man deler hustand med.
  • I tilfælde af, at 3 spillere bliver testet positiv med Covid, og disse spillere har været til træning inden for den periode, sundhedsmyndighederne vurderer, man kan smitte, udsættes holdets kampe, indtil truppen er sygdomsfrie og uden for smitterisiko iht. myndighedernes reglerUdsættelsen gælder kun under forudsætning af smitte af 3 spillere, således tæller  smitte hos trænere og staff ikke med i forhold til udsættelse af kampe.  
  • Såfremt en spiller, træner eller staff er testet positiv for corona, skal vedkommendes klub straks kontakte Kvindebasketligaens forretningsfører med information om status herom. 
  • Reglerne tages løbende op til revision i Kvindebasketligaudvalget og reguleres i forhold til myndighedernes anbefalinger og retningslinjer. 
  • Publikum: Der er foreløbig ikke tilladt at have publikum til kampene.