2 kampe er der på programmet i denne uge i KBL og 1 enkelt pokalsemifinale, som betyder at Aabyhøj får travlt med 2 kampe på 2 dage.
Men inden Kvindebasketligaens “ekspert” Jan Gjettermann kommer med sit bud på kampene vender vi lige status på pokalturneringen.
BMS Herlev kvalificerede sig tirsdag aften til pokalsemifinalen efter en sejr i den udsatte kamp mod Høbas fra 1. division. Sejren blev på 83-68 og ny venter SISU i næste runde. I skrivende stund er denne kamp ikke fastlagt. I den anden semifinale mødes Aabyhøj IF og AKS Falcon på lørdag den 29. januar kl. 14:30 i Aabyhallen. Vinderne af de 2 semifinaler mødes søndag den 6. marts kl. 15:00 i Gentoftehallen, hvor dagen udover pokalfinale også byder på pige camp i samarbejde med BørneBasketFonden, 3×3 turnering og en masse underholdning. Altså en hel dag fyldt med pigebasket som forhåbentligt tiltrækker rigtig mange deltagere og tilskuer.
Sidste uge i KBL bød på 2 sejre til AKS Falcon over henholdsvis BMS Herlev og SISU, men kampen mellem Aabyhøj IF og BK Amager blev udsat på grund af Covid-19. De 2 sejre til AKS betyder at holdet efter 10 kampe fortsat er ubesejret og crusier sikkert med 1. pladsen i grundspillet.
BK Amager – SISU onsdag den 26. januar kl. 19:30 i Amagerhallen
For 10 dage siden vandt SISU med 79-77 over BK Amager men her var der tale om en pokalkamp. Hjemmeholdet må derfor tørste efter revanche og kan med en sejr sætte sig solidt på 2. pladsen i grundspillet. SISU har også brug for de 2 point for at sætte yderligere pres på BMS Herlev og Aabyhøj IF i kampen om at komme med i slutspillet.
Jeg tror at BK Amager kommer sultne ud til denne her kamp og vil bevise at nederlaget i pokalturneringen ikke var med deres gode vilje og vinder den 3. kamp ud af 3. mulige i KBL i denne her sæson. Men det bliver tæt så sejren bliver på under 12 point.
Aabyhøj IF – BMS Herlev Fredag den 28. januar kl. 19:00 i Aabyhallen
En meget vigtig kamp for begge hold i bestræbelserne på at komme med i slutspillet. En sejr til BMS Herlev vil give dem et hul på 4 point ned til hjemmeholdet i stillingen mens en sejr til Aabyhøj IF vil betyde at begge hold vil have 4 point. Så der står rigtigt meget på spil for begge hold. Og hvad betyder det at BMS Herlev onsdag aften var i aktion i pokalturneringen og at hjemmeholdet allerede lørdag eftermiddag skal i aktion mod AKS Falcon i pokalsemifinalen.
Vil Aabyhøj IF satse hele butikken og gå efter sejren mod BMS Herlev og så kan man leve med et nederlag i pokalkampen om lørdagen eller er fokus helt rettet mod pokalkampen lørdag og man kan leve med et nederlag i KBL-kampen fredag aften og hvordan ser spillertruppen ud hos de grønne efter at Covid-19 har haft sit indtog?
Masser af ubesvarede spørgsmål gør det rigtigt svært at spå om kampen – så jeg vælger at lade spørgsmålet om hvem der vinder kampen være ubesvaret.
No comment yet, add your voice below!