Af Camilla Blands
Fie Husted Nordby er tilbage i trænerrollen for Aabyhøjs Kvindebasketligahold. Efter en del år ude af sporten var det med en hvis portion ærefrygt at hun satte sig i trænerstolen igen i starten af denne sæson.
Hun overtog et hold der kun vandt en enkelt kamp sidste sæson men Fie har fået holdet tilbage på rette kurs og i år har de netop kvalificeret sig til slutspillet.
Tilbage til fælleskabet
Fie har set frem til at være tilbage i basketball og være en del af fælleskabet igen. Den glæde vil hun gerne give videre til sine spillere.
”Jeg er i hallen, fordi jeg elsker at være der, og det skal spillerne også være,” siger hun.
Fie voksede op i Hørsholm hvor hun spillede hele sin ungdomstid. Hun har stadig kontakt med en del af dem hun spillede med.
”Vi har haft et stærkt fællesskab, og vi har af samme årsag holdt fast i hinanden gennem de perioder af vores liv, hvor vi på grund af studie, job, osv. har været ’adskilt’. Vi er på mange måder hinandens livsvidner, fordi vi går så langt tilbage, og man skifter ikke sine livsvidner ud,” siger hun.
Når Fie tænker tilbage på sin barndom og ungdom, så har hendes fællesskaber været i basketregi, og det tror hun har været afgørende for, at hun er blevet ved. Hun mindes en episode tilbage i 4.klasse, hvor hun skulle mødes med en holdkammerat der skulle have hjemkundskab på hendes skole fordi hendes egen skulle renoveres.
”Vi aftalte at mødes ved sandkassen efter skole og gå hjem til mig indtil vi skulle til træning. Det blev begyndelsen på en lang fælles historie, som snart har varet 30 år,” fortæller Fie.
Passionen for trænergerningen
Fie spillede i alt fem sæsoner i Kvindebasketligaen og de første sæsoner var i Hørsholm hvorefter hun flyttede til Jylland på grund af studiet og spillede et par sæsoner for Aabyhøj. Tiden som spiller i Aabyhøj betegner Fie som højdepunktet i hendes spillerkarriere.
”Sportsligt tror jeg det var mine år som dameligaspiller i Åbyhøj. Jeg husker det som om, jeg på det tidspunkt havde fundet ro i min egen rolle og hvad jeg kunne bidrage med til holdet,” siger hun.
De første sæsoner på Hørsholms damehold havde været udfordrende og hun spillede på hold med spillere der alle havde spillet på college eller i udlandet så som Pernille og Kristine Dalgaard, Tina Douglas og den amerikanske stjerneguard Bess Greenberg.
I stedet for at satse på hendes egen spillerkarriere fandt hun i stedet hurtigt interesse for trænerjobbet.
”Jeg tror, qua mit begrænsede talent og det fællesskab der var i trænergruppen på det tidspunkt, at min passion tidligt kom til at ligge i trænergerningen og ikke så meget i at blive en virkelig god spiller,” siger hun.
I Hørsholm var der på det tidspunkt en stor gruppe af trænere som der blev satset på.
”Vi var fælles om at brænde for trænergerningen, men derudover ret forskellige. Der var fokus på rekruttering og fastholdelse af dygtige trænere, og nogle af mine sjoveste minder er fra trænerturene dengang. Det lyder banalt, men et godt ’arbejdsmiljø’ er i mine øjne en forudsætning for gode træner og dermed også gode spillere,” siger hun.
Trænerfilosfien
Fie brugte de ting hun havde lært fra Kvindebasketligaen og sin egen spillerkarriere til at blive en god træner. På de tidspunkt hun spillede i ligaen spillede også Merete Gade, Nanna Mitrovic og Tine Freil, og specielt sidstnævnte har inspireret Fie.
”Overordnet har Tine Freil nok inspireret mig mest – hun havde en spilforståelse som få andre, og næsten uanset hvem hun blev dækket af, var hun umulig at stoppe. Ikke nødvendigvis fordi hun selv scorede, men fordi hun ’styrede’ sit hold med sine afleveringer – på den virkelig gode måde. Jeg synes, det er et fint billede på, at der er mange måder at være en god spiller på,” siger hun.
En af Fie’s egne forcer som spillere var spilforståelsen, og det er også noget af det, hun er mest optaget af at give videre.
”Jeg sætter altid holdet over individet, både som spiller og træner, og jeg synes, det er vigtigt at holde fast i,” siger hun.
Fie var kendt som en spiller der altid var klar til at gøre det ’beskidte’ arbejde, så som at sætte screeninger, blocke ud og binde forsvaret sammen. Og som træner er det vigtigt for hende at lære hendes spillere at alle er vigtige for holdet.
”Det er klart, at nogle sportsligt fylder mere end andre, men for mig er det ligeså vigtigt at der er spillere, der vil ’tage til takke med’ mindre spilletid og stadig være god energi på bænken. Jeg er også af den opfattelse, at den gode screener er ligeså vigtig som den gode skytte. Der er ikke nogle roller, der er mere vigtige på vores hold end andre. Det vigtige er, at alle udfylder deres rolle.”
I år er hendes målsætning for det unge Aabyhøj hold at de udvikler sig henover sæsonen og fastholder en bred trup, så de kan træne godt og ikke slide for meget på for få.
Et fælleskab for livet
Netop fastholdelsen af kvindebasketballspillere i Danmark har været en udfordring i mange år og en af grundene til at Fie vendte tilbage til trænerjobbet var også at hjælpe med at få pige/kvinde-basket på rette kurs igen.
”I Åbyhøj er der en stærk tradition på pigesiden, og der har næsten altid været et kvindehold at se op til,” siger Fie.
Opskriften på denne succes mener Fie blandt andet kan tilskrives klublegenden Jane Deleuran’s indsats.
”Det arbejde Jane har gjort i mange, mange år som børnehaveklasseleder med at hive piger med i hallen efter skole har gjort, at vi har haft store hold på næsten alle årgange. Her har glæden ved sporten været fokus, og Janes pædagogiske indsats har været altafgørende,” siger hun.
Fie mener at det handler at skabe rammerne for givende, forpligtende fællesskaber.
”Der er mange piger, der stopper, når de når gymnasiealderen, og flere undersøgelser peger på, at det handler om konkurrerende fællesskaber for eksempel i gymnasiet samt for stor arbejdsbyrde med fritidsjob og lektier,” siger hun.
Ifølge Fie, så handler det om at finde en ’Jane’ ude i klubberne, som tidligt kan indlemme pigerne i disse fællesskaber, sådan at basketfællesskabet er konkurrencedygtigt med skolefællesskabet.
”Der er så megen opdragelse i det at være en del af et hold, som kan bruges så mange steder i livet i øvrigt. Det handler om disciplin, udholdenhed, fællesskab og helt almindelig god opførsel. Og det tror jeg gælder for alle, der dyrker sport og på den måde er en del af et forpligtende fælleskab,” siger hun.
Gennem sin spillerkarriere og nu trænergerningen har Fie oplevet glæden ved at være en del af de fælleskaber og som et højdepunkt nævner hun de relationer hun har skabt.
”Jeg har haft mange højdepunkter i min trænerkarriere og i virkeligheden er det største når jeg engang imellem støder på tidligere spillere, som jeg har delt en historie med. Det er også mit mål med at fortsætte. Det er dejligt at vinde kampe, og det er altid det sportslige mål, men jeg er mest bare taknemmelig for at være en del af det fællesskab vores hold er nu,” siger hun.