Efter en lang julepause er Kvindebasketligaen endelig i gang igen. 2 kampe spilles på lørdag og umiddelbart ligner det 2 favoritsejre. Ellers er fokus på nogle af holdene i KBL nok mere på kvartfinalerne i landspokalturneringen som står for døren i perioden 14-16. januar 2022.

Hvis man kigger på stillingen i KBL så har AKS Falcon sat kurs mod 1. pladsen i grundserien efter at holdet i den sidste kamp inden julepausen slog BK Amager på udebane med 62-61 på en scoring af Gritt Ryder. Også BK Amager har også sat sin kurs med 2. pladsen mens kampen om de sidste 2 slutspilspladser ser noget mere åbent ud.

Kvindebasketligaens “ekspert” Jan Gjettermann kommer her med sit bud på de 2 kampe.

AKS Falcon – Aabyhøj IF lørdag den 8. januar kl. 14:00 i Bülowsvejhallen

Hjemmeholdet må være tårnhøj favorit i denne kamp og jeg er sikker på at spiller holdet bare nogenlunde op til vanlig standard, så bliver forventningerne også indfriet. Holdene har mødt hinanden 2 gange tidligere i sæson hvor AKS har vundet med henholdsvis 18 og 10 point.

Hvis Aabyhøj IF skal rejse tilbage fra Hovedstaden med 2 point så er der mange ting der skal gå op i en højere enhed. Blandt andet skal man have bremset Emilie Hesseldal der snitter 19,3 rebounds pr. kamp og dels skal de grønnes egen profil Caroline Wich havde en rigtig god kamp scoringsmæssigt og skal nok score mere end hvad hun plejer, selvom gennemsnittet på 21,4 point pr. kamp er nok til at være nr. 2 på topscorerlisten i KBL.

AKS Falcon vinder, det er der ingen tvivl om at hjemmeholdet vinder, men jeg tror ikke at gaspedalen er i bund i 20 minutter så sejren bliver på 15-20 point.

BMS Herlev – BK Amager lørdag den 8. januar kl. 15:00 i Herlevhallen

Hvis BMS Herlev skal holde trit med gæsterne i kampen om 2. pladsen i grundspillet så kræver det en sejr. Hjemmeholdet kan på en god dag slå alle men kan så også på en dårlig dag tabe til de øvrige hold i KBL. I julepausen er holdet også blevet ramt på skadesfronten da Kia Fisker er meldt ud for resten af sæsonen. Det vil blive et savn for holdet da Kia med sine 24 minutter og 7,3 point pr. kamp er en vigtig spiller i rotationen.

For BK Amager gælder det at holdet skal tilbage på sporet efter 1 points nederlaget til AKS Falcon kort før jul. Og det forlyder fra Amagerhallen og omegn at holdet er kommet gennem juletræningerne uden problemer selvom Covid-19 har gjort sit indtog i klubben, specielt på deres herrehold.

Jeg tror på en tæt kamp med masser af point hvor det bliver afgørende hvem af de 2 hold der tillader sin modstander at tage færrest angrebsrebound. Resultatet bliver derfor at en af holdene vinder med omkring 5 point.

Efter lørdagens 2 kampe er der igen en kort pause i KBL. Dette skyldes at der skal spilles kvartfinaler i landspokalturneringen. De 5 hold fra KBL deltager sammen med de 2 vindere af divisionspokalen Høbas og Aabyhøj If 2, som til dagligt spiller i 1. division.

AkS Falcon er oversidder og kvartfinalerne spilles således:

14. januar 2022 kl. 19:30 Aabyhøj IF 2 – Aabyhøj IF
15. januar 2022 kl. 16:30 Høbas – BMS Herlev
16. januar 2022 kl. 18:30 SISU – BK Amager

Recommended Posts

No comment yet, add your voice below!


Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *