Måned: januar 2023

Af Camilla Blands

I Gentofte Hallen mødes Josefine Schubart Haabegaard og Helene Dalsgaard fire til fem gange om ugen når der er træning eller kamp med SISUs Kvindebasketligahold. De ses faktisk oftere end de ses med deres egen familie.

De lærte hinanden at kende, da de startede til basketball dengang de gik i 1.klasse på henholdsvis Gentofte Skole og Kildegård Privatskole. Siden da har de spillet på hold sammen og gennem basketball har de opbygget et helt særligt venskab.

”Vores venskab adskiller sig fra venskaber uden for banen, da vi ser hinanden i alle tænkelige situationer. Vi fejrer de gode ting sammen, men står også side om side når det ikke går godt, eller når vi taber,” siger Josefine.

Helene er også helt overbevidst om at det, at de er blevet venner gennem sporten, har haft betydning for dybden af deres venskab.

”Mit venskab med Jose er unikt og anderledes end med andre veninder fordi vi har set hinanden i både pressede, stressende, trættende, hårde og ikke mindst enormt lykkelige og glade situationer,” siger hun.

Josefine og Helene rykkede op på SISUs Kvindebasketligahold på samme tid og den første tid i ligaen var både hård men også spændende.

”Det var overvældende at rykke op i ligaen. Det var et helt andet tempo og spillestil end man var vant til. Men samtidig var man enormt stolt. Nu var man selv på det hold man som lille drømte om at få lov at spille på,” siger Josefine.

Som ungdomsspillere var Josefine og Helenes hold ofte ude og se SISUs seniorhold. Helene mindes hvordan det var at gå fra at være tilskuer til lige pludselig at være en del af holdet.

”Som lille så jeg meget op til dem som spillede på SISUs ligahold. Dengang var det særligt profiler som f.eks. Camilla Blands og Kiki Lund jeg så op til, og senere hen at få lov til at spille på hold med rutinerede spillere, som f.eks. Ida Tryggedson og Catharina Palm har været nogle meget lærerige oplevelser,” siger Helene.

Josefine husker også, hvad hun lærte af de mere erfarne spillere, de spillede sammen med.

”De (ældre spillere) lærte mig enormt meget om spillet, og hvor vigtigt det er at bevare roen i pressede situationer. Der var ingen tvivl om de trak det tunge læs i kampe, men de formåede at få os unge spillere til stadig at synes det var sjovt,” siger hun.

I år er det deres syvende sæson i ligaen sammen og nu er det deres tur til at lede SISUs Kvindehold hvor de bidrager på hver deres måde. Josefine er holdets anfører og både topscorer og toprebounder, hvor Helene er den der tager næst flest rebounds på holdet.

”Jose er virkelig god til at tage styringen og trives derfor også rigtig godt i rollen som holdkaptajn fordi det kommer så naturligt til hende,” siger Helene. ”Det betyder også at vi har forskellige roller på holdet, og er på nogle punkter lidt hinandens modsætninger, men derfor mener jeg også at vi komplimenterer hinanden godt.”

De spiller samme position og har kæmpet om spilletid, men det er ikke noget der har slået skår i deres venskab.

”Selvom vi spiller samme position og til tider skal kæmpe om minutterne, så er det aldrig noget der har påvirket vores interne relation. Tværtimod er vores venskab på banen forbundet med meget gensidig respekt, og ikke mindst evnen til at glæde sig på hinandens vegne når det går os godt,” siger Josefine.

Deres stærke venskab er blevet bygget op som et resultat af de oplevelser de har haft på banen, men også den tid de har brugt sammen udenfor banen. Helene mener ikke at man kan skille de to ting ad.

”Under pres er man ærlig og det er ens rå og også ufiltrerede følelser der kommer frem, så det at vi har nydt at spille på hold sammen så mange år samt også er gode veninder uden for banen, siger faktisk en del,” siger hun og fortsætter ”vores venskab kommer os helt klart til gode når vi er på banen, og på samme måde kommer basket også vores venskab til gode.”

Basketball har givet Josefine og Helene mere end det tætte venskab og de har fået nogle kompetencer, som de begge bruger i deres liv udenfor banen.

Helene er på sit andet år af medicinstudiet mens Josefine er i gang med det tredje år af jurastudiet. De er enige om at sporten har klædt dem rigtig godt på til livet udenfor banen.

“Jeg har lært at arbejde sammen med andre, som kommer en til gavn mange steder i livet, og så har jeg lært at bevare overblikket i pressede situationer,” siger Josefine.

”Via basketball har jeg også lært meget om disciplin og evnen til at fokusere og høre efter. Det kommer en til gavn navnlig på studiet”.

Helene har også lært meget af at spille basket både i ungdomsårene, men også i Kvindebasketligaen.

”Basket har gjort at jeg kan tage styringen, hvis der er behov for det, samt at jeg kan bevare overblikket i pressede situationer, eller i hvert fald forsøge,” siger Helene.

Sidste år overraskede Josefine og Helenes SISU hold da de vandt DM-semifinalen over BK Amager efter en 78-68 sejr i den tredje og afgørende kamp. I finalerne kom deres unge hold dog til kort mod de rutinerede spillere fra AKS Falcon som efter en dominerende sæson vandt Danmarksmesterskabet.

I år har Josefine og Helene begge set frem til at bygge videre på den sæson de havde sidste år. Resultaterne har dog ikke helt flasket sig som de havde håbet på og de ligger i øjeblikket på en sidsteplads i tabellen.

”Det har været en hård sæson indtil videre. Vi har hevet nogle sejre hjem, men man kan godt mærke at vi mangler en del af vores nøglespillere,” siger Josefine.

”Men vi er på en længere rejse som hold, og så skal vi med tiden nok få stablet noget rigtig godt på benene. Sæsonen har også vist at alle hold kan slå hinanden, så vi går ind til alle kampe med troen på vi godt kan vinde.”

Den selvtillid mener Helene også er vigtig for at holdet.

”De kampe vi har vundet har betydet rigtig meget for energien på holdet, og jeg tror på at både de små sejre, og særligt de store, kan give os det boost af selvtillid det kræver, for at vi igen kan nå langt i turneringen. Målet er selvfølgelig at spille noget god basket, og at kunne være stolte og tilfredse med vores præstation,” siger hun.

af Camilla Blands

I familien Norsgaard Rieper-Holm er basketball en familieaffære. Mor Camilla og far Kristian mødtes i basketballhallen og de har nu tre børn, som alle har spillet eller stadig spiller basket.

Familiens mellemste, Clara spiller i Værløse Basketballklub og er på femte år trænet af Kristian. De to er en del af en spændende udvikling i klubben, hvor en stor indsats af spillerne, forældre og trænere har gjort at en ny generation af talentfulde spillere er på vej.

Sidste sæson sluttede U13 pigeholdet på en syvende plads til Scania Cup i Södertälje, de uofficielle nordiske mesterskabe for klubhold, og vandt bronze ved Final Four.

Som tidligere Basketligaspiller var Kristian et oplagt valgt da Clara’s træner for fem år siden valgte at stoppe. Da klubben spurgte om han ikke var interesseret svarede han ’ja’ og trænede det første år sammen med Karin Formann, tidligere landsholdspiller.

Clara og Kristian er nu i gang med deres femte sæson som far-datter kombination med Værløses U14 pigehold, og det vigtigste for Kristian er, at hans datter trives med ham som træner.

”Vi har inden hver sæson taget en snak. Det er vigtigt for mig, at hun stadig synes, det er godt at have sin far som træner. Hvis det en dag ikke er det, så skal jeg ikke træne hende længere,” siger Kristian.

De er begge enige om at basketball har knyttet et bånd mellem dem og at det er en vigtig del af deres familie.

”Det gode ved at have sin far som træner, at man altid har sin far der. Basketball er en stor del af vores familie, hvor vi alle har spillet eller spiller,” siger Clara.

”Det bringer os utroligt tæt sammen. Vi tilbringer meget tid sammen uden at ’sidde’ lårene af hinanden,” siger Kristian og tilføjer ”jeg oplever hende sammen hendes gode veninder, og vi deler mange gode oplevelser sammen gennem basket”.

Det er en balance at være træner til sit eget barn, hvilket Kristian også er klar over.  

”Største udfordring er nok, at jeg en gang imellem kan gå lidt for hårdt til hende, men generelt set synes jeg, det fungerer rigtigt godt,” siger han.

Det er Clara også enig i og siger at det til tider kan være svært at have sin far som træner.

”Det dårlige ved at have sin far som træner er, at der kan være mere pres på”.

Et af målene som Kristian sætter for sit hold er, at de skal have glæden ved at spille basket og det samme gælder for hans børn.

”Det vigtigste er, at de skal synes, det er sjovt at spille og hele processen med at dygtiggøre sig. Det skal være for deres egen skyld og ikke deres fars,” siger han.

Basketball har haft en stor betydning for Kristian’s liv hvor han havde en flot karriere i Basketligaen og var kendt som en dygtig skytte.

Det cementerede han i en kamp for BK Amager hvor han scorede 45 point. Kun fire andre spillere har scoret flere point i en Basketligakamp nogensinde.

Selv fremhæver han tiden i BF Copenhagen, som et højdepunkt i karrieren. Det professionelle set-up og oplevelserne i Europa Cup’en gjorde det til en speciel oplevelse.

Sammen med de sportslige oplevelser er det de personlige relationer og kompetencerne som sporten har lært ham, som Kristian har taget med sig videre i livet.

”Jeg har en masse tidligere holdkammerater og modstandere i mit personlige netværk både personligt og erhvervsmæssigt. Alle de ting, jeg lærte om træningsdisciplin og vedholdenhed har jeg taget med mig i min erhvervskarriere, og jeg er sikker på, at de egenskaber har hjulpet mig til at komme til der, hvor jeg er i dag,” siger han.

Han ønsker det samme for sine børn; at de kan tage en masse vigtige erfaringer med sig som de lærer af sporten.

”Jeg håber, at de kan tage nogle af personlige egenskaber med sig, som jeg selv har lært såsom at lede og drive sig selv frem til et mål, og turde gå efter det og ikke mindst turde fejle. Jeg håber også, at de kan knytte nogle fantastiske venskaber,” siger Kristian.

For Clara er det også det sociale hun fremhæver som noget af det bedste ved at spille basketball.

”Det hele er godt, men hvis jeg skal pege på noget, så er det vores stærke fællesskab og venskaber med mine holdkammerater,” siger hun.

Clara drømmer om selv at blive en del af et professionelt hold en dag lige som hendes far var, og også at prøve kræfter med at spille i udlandet.

Hun finder inspiration ved at følge med i Kvindebasketligaen, WNBA og NBA, og tager også ud og ser kampe.

”Jeg har været ude og se mange kampe både i Kvindebasketligaen og landskampe. Jeg synes, det er sjovt at se de kampe,” siger hun.

Som træner for Clara’s hold ser Kristian frem til alle de gode timer i hallen, hvor han er med til at understøtte pigernes udvikling.

I år han begyndt at arbejde mere med spillernes tilgang og målsætninger til både træning og kampe.

”Pigerne har nået en alder nu, hvor vi arbejder rigtig meget med deres mindset. Spillersamtaler, individuelle og hold målsætninger,” siger han.

Clara og Kristian går en spændende fremtid i møde i Værløse Basketballklub, hvor en ny styregruppe er blevet nedsat i klubben som skal øge fokus på kvinde- og pigebasket. Klubbens vision er at genskabe et hold i Kvindebasketligaen indenfor de næste fem år, og Clara kan være et af de ansigter som vi kan finde på et fremtidigt Værløse ligahold.