Endelig kom vi i gang og det var meget glædelig at se så mange tilskuer der havde fundet vej til Amagerhallen og Bülowsvejhallen for at se de 2 kampe der bliver afviklet lørdag/søndag i sidste uge.

Lørdagens kamp endte med en sejr til BK Amager over BMS Herlev med 73-62 (29-18, 16-19, 9-19, 19-10), se stats fra kampen her. Og dagen efter havde AKS Falcon besøg af Aabyhøj IF som måtte rejse hjem til Jylland med et nederlag på 67-49 (14-6, 19-16, 21-16, 13-11), se stats fra kampen her.

På lørdag den 2. oktober fortsætter Kvindebasketligaen med 2 kampe. Da der er ulige antal hold i ligaen er det denne gang AKS Falcon der sidder over. De 2 andre kampe hedder Aabyhøj IF – BMS Herlev og BK Amager – SISU. Da begge hold der mødes i Aabyhallen led nederlag i første runde er det helt sikkert at et af holdende kommer på pointtavlen.

Kvindebasketligaens “ekspert” Jan Gjettermann kommer her med sit bud på de 2 kampe.

Lørdag 2. oktober kl. 14:00 Aabyhøj IF – BMS Herlev i Aabyhallen

De grønne fra Aaby spillede 3 tætte periode mod AKS Falcon i seneste kamp, men en 1. periode der blev tabt med 14-6 gjorde at holdet næsten allerede fra start var bagud og måtte kæmpe hele vejen igennem for komme tilbage i kampen men det lykkedes desværre ikke.

En væsentlig årsag til dette var at holdet ikke skød ret godt på dagen. Kun 2 af 17 3-pointsforsøg fandt vej til nettet og fra straffekastlinjen blev kun 9 af 17 forsøg omsat til point. Når man krydrer disse 2 skudprocenter med 17 turnovers så kan man hurtigt finde en del af årsagen til nederlaget.

BMS Herlev var en smule bedre skydende i deres kamp mod BK Amager. Men også her falder det i øjnene at kun 17 af 27 straffekast gav point og så smed holdet bolden væk 24 gange i løbet af kampen.

I skrivende stund mangler BMS Herlev fortsat at få spilletilladelsen på plads for deres udenlandske spiller Brittney Thibeaux, men det kan sagtens nå at gå i orden inden lørdagens kamp.

Jeg tror på en kamp med fart over feltet for begge hold men også en kamp hvor der ikke bliver scoret mange point. Vinderen af kampen bliver så det hold der kan minimere antallet af turnovers og hæve skudprocenterne en smule. Og så kan BMS Herlev have en joker i Brittney Thibeaux. Hvad kan hun tilføre det unge Herlev-mandskab?

Lørdag 2. oktober kl. 14:30 BK Amager – SISU i Amagerhallen

Et interessant opgør som meget vel kan blive afgjort på trænerbænken. På hjemmeholdets bænk sidder Eleni Kafantari og James Tyrelle Young som i sidste sæson sad på bænken hos SISU. SISU har til gengæld fået både Susie Heede-Andersen og Ole John Nielsen, som vel nok er 2 af de mest rutinerede træner der findes i Danmark.

Hvis SISU skal vinde dette opgør så skal de undgå, at Ena Viso, Rikke Fabricius og Emilie Fogelstrøm ikke scorer ligeså mange point som de 3 spillere gjorde i kampen mod BMS Herlev. Her satte de nemlig tilsammen 44 af holdets 73 point. SISU skal også være klar på at BK Amager skyder rigtig mange 3-pointforsøg. Hele 29 forsøg blev det til i holdets første kamp, men træsikkerheden var ikke den bedste da kun 11 forsøg fandt vej gennem netmaskerne. Men hæves skudprocenten bare lidt så laver holdet mange point.

SISU var oversidder i første runde og derfor er det svært at sige hvor holdet står. Jeg er dog sikker på at holdet med hjælp fra deres nye trænerduo nok skal komme klar ud til kampen. Men om der er nok til at vinde i Amagerhallen eller om hjemmeholdets rutinerede kræfter kan afgøre kampen må stå hen i det uvisse.

God fornøjelse ønskes til alle – også dig på tilskuerpladserne



Recommended Posts

No comment yet, add your voice below!


Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.