af Camilla Blands

Sidste sæson sluttede en af Kvindebasketligaens profiler sin karriere efter sammenlagt syv sæsoner, fire DM-titler og tre pokaltitler. Gritt Ryder kan stolt kigge tilbage på en karriere hvor hun har sat sit præg på den bedste danske liga, drysset med en flot collegekarriere samt været med til at få det danske kvindelandshold tilbage til EM-kvalifikation.

Hun er ikke i tvivl om at de første år på seniorniveau med Hørsholms seniorhold har været med til at skabe hende som en stærk anfører og en succesfuld basketballspiller, men også givet hende værktøjer som hun har kunne bruge i sin karriere udenfor banen.

”Jeg var så heldig at på det hold jeg spillede på mit første år i ligaen, var der mange ældre spillere, som gennem tiden har været nogle af de bedste spillere i Danmark. De lærte mig at det er okay at sætte barren højt i forhold til hvad man kan forvente af hinanden,” siger Ryder.

2009/2010 sæsonen var Ryder’s første år i ligaen var hvor hun spillede sammen med spillere som Anne Thorius, Therese Deemand, Malene ”Mulle” Lindholm, Katrine Velosa og Kristine Dalgaard.

Gritt Ryder i kamp for Hørsholm 79ers

”De ældre spillere havde stor betydning for vores hold, da der bare er stor forskel på basketball i ungdomsrækken sammenlignet med ligaen. De sørgede for at holde lidt styr på os unge, som kørte 110% i alle situationer,” siger Ryder.

Et af hendes første, men også bedste, minder fra Kvindebasketligaen, var en kamp mod ærkerivalerne fra SISU i Kildeskovshallen. Hun havde ikke fået så mange minutter i de foregående kampe og der var et meget etableret hierarki på holdet, som bestod af de mere erfarne spillere.

Efter at holdet var bagud ved halvleg fik Ryder lov at starte tredje periode og scorede imponerende 22 point, som var med til at vinde kampen for Hørsholm.

”Jeg husker tydeligt de rosende ord jeg fik fra de ældre spillere efter kampen. Det betød helt vildt meget at få deres anerkendelse,” siger Ryder.

Hendes præstation gik ikke ubemærket hen og hun oplevede for første, men bestemt ikke sidste, gang, at se hendes navn i Ugebladet, med overskriften Ryder ryddede SISU af vejen.

Det var ikke altid en dans på roser at spille på et hold med så erfarne og succesfulde spillere og det var også et stort pres for en ung spiller at begå sig blandt nogle af de bedste spillere i Danmark.

Et bestemt minde står tydeligt for Ryder, og hun kan nu kigge tilbage på det med et smil; men i øjeblikket var det ikke nær så sjovt.

Hørsholm var en tur til Nordvestjylland, hvor de skulle op imod et stærkt spillende Lemvighold. De var nede med to point, og Ryder var inde blandt de sidste fem spilere.

”I en time out, tegnede vi et system op, hvor jeg skulle modtage bolden og aflevere videre til Anne Thorius, så hun kunne afgøre kampen,” husker Ryder.

Men hun kunne ikke aflevere til Thorius og angreb i stedet kurven selv og trak to straffe med kun ét sekund tilbage af kampen.

”Jeg skulle ’bare’ score begge to, og så ville vi gå i overtid,” siger Ryder og fortsætter ”jeg brændte selvfølgelig det første straffe, fordi mine ynglingenerver slet ikke var klar til det pres.”

Ryder fik signaleret at hun skulle brænde det næste men i forsøget på at brænde kort, endte hun med at sætte bolden, swish, i stedet for, og de endte med at tabe kampen med ét point.

”Jeg følte jeg havde skuffet holdet så fælt, og jeg kan da også huske at flere af de ældre spillere havde meget svært ved at forstå hvordan jeg ikke kunne finde ud af at brænde det sidste skud… men det var virkelig ikke med vilje!” siger Ryder med et grin.

Ryder husker, hvordan springet fra ungdomsbasket til liganiveau udfordrede hende fysisk fordi hun fik lov at spille med og mod, hurtigere og stærkere spillere.

”Jeg lærte en masse omkring taktikken bag basketball, og alt det til sammen gjorde at jeg havde et rigtig fint udgangspunkt, som gjorde at jeg havde succes allerede mit første år i USA,” siger Ryder.

Allerede fra en ung alder vidste Ryder at hun ville på college. Faktisk skrev hun det i hendes uddannelsesbog i 4.klasse, at efter gymnasiet skulle hun på college.

”Jeg var så heldig at have Anders Thorius som ungdomstræner, og hans søster Anne, spillede på college da jeg begyndte til basketball. Igennem Anders hørte jeg mange spændende historier om hvad college var og hvor fedt det var,” fortæller Ryder.

Som ung spiller spejlede hun sig meget i Anne Thorius men også Katrine Velosa har været et forbillede i forhold til at kunne lede et hold med mange forskellige typer og aldre.

”Jeg elskede at se kvindebasket i Hørsholmhallen hver lørdag som ung spiller, og har set op til mange spillere som senere skulle blive mine holdkammerater på landsholdet,” siger Ryder.

Basketball har været en fast del af Ryder’s liv i 20 år men sidste sæson blev hendes sidste i Kvindebasketligaen. Efter at have været indbegrebet af Hørsholm basket kom det nok som en overraskelse for de fleste at det ikke var her Ryder skulle afslutte sin karriere.

Efter en svær beslutning tog hun en sidste sæson i AKS Falcon.

”Jeg elsker at konkurrere og jeg elsker at vinde, og jeg ville gerne slutte på mine egne præmisser, og ikke fordi et klubskifte tvang mig ud i det,” siger Ryder.

Gritt Ryker i AKS Falcon trøjen

”Jeg er så taknemlig og glad for at jeg endte med at tage endnu en sæson i AKS Falcon, og fik lov til at afslutte min elite-karriere i selskab med fantastiske holdkammerater og et trænerteam som jeg havde spillet med i mange år.”

Gennem basketball har Ryder fået nogle af hendes bedste venner, og det er både fra ungdomshold, ligahold og landshold.

”Det har været et stort privilegie at møde op til ugentlige træninger med virkelig gode mennesker, og det vil jeg savne helt vildt. Heldigvis fortsætter jeg i Høbas med mange af mine gamle holdkammerater, så jeg omgiver mig stadig med gode mennesker til træning” siger hun.

 ”Jeg har lært, hvad det vil sige at lykkes som et hold, og hvor meget bedre man er sammen, end hver for sig. Jeg har lært, at det ikke altid er de største talenter som vinder kampe, men de spillere som formår at spille som et hold. Dette vil jeg for altid tage med videre i livet.”

Ryder har allerede skabt sig en flot karriere udenfor sporten og er Forretningsudviklingschef i Davidsen, en landsdækkende tømmerhandel og byggemarked.

At spille i Kvindebasketligaen har givet Ryder et kæmpe netværk, som hun nu også professionelt gør brug af i diverse situationer.

Basketball, og i særdeleshed ligahold, har lært mig at samarbejde på tværs af forskellige aldre, nationaliteter og baggrunde, hvilket dagligt er mig til gavn i mit professionelle virke,” siger Ryder og fortsætter, ”jeg har også lært at strukturere og planlægge min tid effektivt, da det har været nødvendigt med krævende job og mange træninger”.

Ryder’s karriere er blevet formet af de rollemodeller som hun spillede med og mod i Kvindebasketligaen og hun vil gerne dele sine erfaringer med de næste generationer af kvindespillere.

”Mit bedste råd er nok at man som ung spiller skal prøve at suge så meget læring til sig som muligt. Hvis man ser en ligakamp og der bliver lavet et godt ’move’, kan man øve det til sin egen træning efter,” siger hun.

”Jeg kan i hvert fald sige, at jeg er et produkt at de trænere, holdkammerater og idoler jeg har haft, og meget af min succes stammer fra dem og den påvirkning de har haft på mig.”

Gritt Ryder med DM-pokalen

Recommended Posts

No comment yet, add your voice below!


Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *