
KBL er stolte over at kunne præsentere Alex Bessermann som ny forretningsfører for Kvindebasketligaen.
Alex er en sand ildsjæl med en dyb kærlighed til basketball og en stærk tro på sportens evne til at samle mennesker og skabe udvikling – både på og uden for banen. Alex har en imponerende baggrund inden for basketball, hvor han har selv spillet i DBBF’s ungdomsrækker og den danske basketliga. Han har været en drivkraft bag genstarten af Gladsaxe Baskets ungdomsafdeling, været frivillig og har i 8 år dedikeret sig som ungdomstræner. Desuden har han været med til at skabe camps for talentfulde spillere, afviklet turneringer og har i de sidste 5 år haft en vigtig rolle i Kvindebasketligaen, som repræsentant for SISU Elite i Gentofte.
Med Alex i spidsen ser vi frem til en spændende fremtid, hvor Kvindebasketligaen og talentudvikling står højt på dagsordenen. Han er dedikeret til at skabe rammer, der gør det muligt for elite sportsudøvere og unge talenter at trives og vokse, samtidig med at ligaen fortsætter med at være en attraktiv platform for både nye og erfarne spillere i Danmark.
Alex ønsker at bygge bro mellem holdsportens fællesskab, talenter og eliteudøvernes drive, så vi sammen kan skabe sportslige miljøer, hvor alle føler sig som en del af noget større. Alex ser det som en kerneopgave at fastholde talentfulde kvindespillere i alle stadier af deres karriere – fra dem, der netop er trådt ind i Kvindebasketligaen, til de rutinerede profiler, der har formet dansk kvindebasket gennem årene. Med fokus på inklusion, samarbejde og udvikling er vi sikre på, at Alex vil styrke ligaens position som et fællesskab, hvor passion, konkurrence element og ambition går hånd i hånd. På den kommercielle side vil der blive arbejdet med sponsorer, partnerskaber, konkurrencer og events.
Vi glæder os til at se, hvordan Alex sammen med Kvindebasketligaen vil drive ligaen frem mod nye højder og fælles værdier. Sammen kan vi gøre Kvindebasketligaen til et endnu stærkere fællesskab for spillere, trænere, klubber og fans. Visionen for vores nye forretningsfører er at skabe et stærkt miljø mellem danske basket klubber, så vi skaber gode rammer og interesse for kvinde basket på topplan.
Velkommen ombord, Alex! 🏀
No comment yet, add your voice below!