af Camilla Blands

I familien Norsgaard Rieper-Holm er basketball en familieaffære. Mor Camilla og far Kristian mødtes i basketballhallen og de har nu tre børn, som alle har spillet eller stadig spiller basket.

Familiens mellemste, Clara spiller i Værløse Basketballklub og er på femte år trænet af Kristian. De to er en del af en spændende udvikling i klubben, hvor en stor indsats af spillerne, forældre og trænere har gjort at en ny generation af talentfulde spillere er på vej.

Sidste sæson sluttede U13 pigeholdet på en syvende plads til Scania Cup i Södertälje, de uofficielle nordiske mesterskabe for klubhold, og vandt bronze ved Final Four.

Som tidligere Basketligaspiller var Kristian et oplagt valgt da Clara’s træner for fem år siden valgte at stoppe. Da klubben spurgte om han ikke var interesseret svarede han ’ja’ og trænede det første år sammen med Karin Formann, tidligere landsholdspiller.

Clara og Kristian er nu i gang med deres femte sæson som far-datter kombination med Værløses U14 pigehold, og det vigtigste for Kristian er, at hans datter trives med ham som træner.

”Vi har inden hver sæson taget en snak. Det er vigtigt for mig, at hun stadig synes, det er godt at have sin far som træner. Hvis det en dag ikke er det, så skal jeg ikke træne hende længere,” siger Kristian.

De er begge enige om at basketball har knyttet et bånd mellem dem og at det er en vigtig del af deres familie.

”Det gode ved at have sin far som træner, at man altid har sin far der. Basketball er en stor del af vores familie, hvor vi alle har spillet eller spiller,” siger Clara.

”Det bringer os utroligt tæt sammen. Vi tilbringer meget tid sammen uden at ’sidde’ lårene af hinanden,” siger Kristian og tilføjer ”jeg oplever hende sammen hendes gode veninder, og vi deler mange gode oplevelser sammen gennem basket”.

Det er en balance at være træner til sit eget barn, hvilket Kristian også er klar over.  

”Største udfordring er nok, at jeg en gang imellem kan gå lidt for hårdt til hende, men generelt set synes jeg, det fungerer rigtigt godt,” siger han.

Det er Clara også enig i og siger at det til tider kan være svært at have sin far som træner.

”Det dårlige ved at have sin far som træner er, at der kan være mere pres på”.

Et af målene som Kristian sætter for sit hold er, at de skal have glæden ved at spille basket og det samme gælder for hans børn.

”Det vigtigste er, at de skal synes, det er sjovt at spille og hele processen med at dygtiggøre sig. Det skal være for deres egen skyld og ikke deres fars,” siger han.

Basketball har haft en stor betydning for Kristian’s liv hvor han havde en flot karriere i Basketligaen og var kendt som en dygtig skytte.

Det cementerede han i en kamp for BK Amager hvor han scorede 45 point. Kun fire andre spillere har scoret flere point i en Basketligakamp nogensinde.

Selv fremhæver han tiden i BF Copenhagen, som et højdepunkt i karrieren. Det professionelle set-up og oplevelserne i Europa Cup’en gjorde det til en speciel oplevelse.

Sammen med de sportslige oplevelser er det de personlige relationer og kompetencerne som sporten har lært ham, som Kristian har taget med sig videre i livet.

”Jeg har en masse tidligere holdkammerater og modstandere i mit personlige netværk både personligt og erhvervsmæssigt. Alle de ting, jeg lærte om træningsdisciplin og vedholdenhed har jeg taget med mig i min erhvervskarriere, og jeg er sikker på, at de egenskaber har hjulpet mig til at komme til der, hvor jeg er i dag,” siger han.

Han ønsker det samme for sine børn; at de kan tage en masse vigtige erfaringer med sig som de lærer af sporten.

”Jeg håber, at de kan tage nogle af personlige egenskaber med sig, som jeg selv har lært såsom at lede og drive sig selv frem til et mål, og turde gå efter det og ikke mindst turde fejle. Jeg håber også, at de kan knytte nogle fantastiske venskaber,” siger Kristian.

For Clara er det også det sociale hun fremhæver som noget af det bedste ved at spille basketball.

Det hele er godt, men hvis jeg skal pege på noget, så er det vores stærke fællesskab og venskaber med mine holdkammerater,” siger hun.

Clara drømmer om selv at blive en del af et professionelt hold en dag lige som hendes far var, og også at prøve kræfter med at spille i udlandet.

Hun finder inspiration ved at følge med i Kvindebasketligaen, WNBA og NBA, og tager også ud og ser kampe.

”Jeg har været ude og se mange kampe både i Kvindebasketligaen og landskampe. Jeg synes, det er sjovt at se de kampe,” siger hun.

Som træner for Clara’s hold ser Kristian frem til alle de gode timer i hallen, hvor han er med til at understøtte pigernes udvikling.

I år han begyndt at arbejde mere med spillernes tilgang og målsætninger til både træning og kampe.

”Pigerne har nået en alder nu, hvor vi arbejder rigtig meget med deres mindset. Spillersamtaler, individuelle og hold målsætninger,” siger han.

Clara og Kristian går en spændende fremtid i møde i Værløse Basketballklub, hvor en ny styregruppe er blevet nedsat i klubben som skal øge fokus på kvinde- og pigebasket. Klubbens vision er at genskabe et hold i Kvindebasketligaen indenfor de næste fem år, og Clara kan være et af de ansigter som vi kan finde på et fremtidigt Værløse ligahold.

Recommended Posts

No comment yet, add your voice below!


Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *